B

Imens jeg kontemplerer over, hvor det lige er, man finder mind-blowing sex henne*, fordriver jeg tiden med Elskeren.

Efter måneders tilløb og indre dialoger med mine komplekser, er vi begyndt at være mere nøgne sammen - et koncept han er vild med og som jeg bruger en del energi på ikke at løbe skrigende bort fra. Det var i sådan en følsom stund, imens vi lå nøgne sammen krop mod krop og nød efterdønningerne, at han sagde:

“Dine bryster er godt nok blevet større på det seneste. Du skal nok begynde at passe lidt på, så du ikke tager mere på … igen.”

Jesus motherfucking christ! Der lå man så og følte sig som en strandet hval. Tak for lort, makker!

For nyligt havde jeg tabt 5 kilo og var blevet lidt tynd i det (og havde mistet mine bryster) - det er de 5 kilo jeg har taget på igen, som han mener gør ham berettiget til at komme med en så ufølsom kommentar.

Hej igen, spiseforstyrrelse!

Jeg er stadig såret og vred (rasende, red.) og lige nu føles det som om det kommer til at vare til evig tid.

Såeh … hjælp mig lige med at tænke hurtigere?!

* Og ja, det kræver en del tankevirksomhed, eftersom det meste af den sex jeg har haft tidligere ikke når den nuværende til sokkeholderne …

Skal ikke i Urban

Min genfundne barndomsveninde tror, at Elskeren er min Mr. Big (eller jeg hans Carrie) og at han en eller anden dag opdager, at han i virkeligheden gerne vil komme kærester med mig.

Selvom jeg nok er kynisk, så nænner jeg ikke at fortælle hende, at det handler om sex og jeg forventer at se ham forsvinde hvert et øjeblik nu.

Og jeg fortæller slet ikke, at mit forhold til ham har dræbt den sidste rest af min tro på kærligheden.

Nogle gange burde jeg nok overveje, om prisen jeg betaler er for høj, selvom sexen stadig er mind-blowing …

(Skal ikke i Urban - Elskeren er begyndt at læse den …)

Først drømte jeg, at han skulle være far igen. Ikke med mig, men med sin ex. Og han var aldeles lykkelig. I drømmen gjorde det mig ikke noget. Det eneste jeg tænkte var, at han var glad og hun var en helt vildt smuk gravid.

Så drømte jeg at han reddede mig, da jeg var allermest bange og førte mig til et sted, hvor alt var grin og smil. Selv var han væk, da jeg var dér.

I går drømte jeg, at han døde, fordi han forsvarede mig. Og alt imens jeg panikkede over at skulle leve uden ham, så var han helt rolig og afklaret og bad mig kysse ham farvel.

Man skulle jo næsten tro, at min underbevidsthed vil mig etellerandet … Og hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro den signalerer (eller bøjer i neon, red.), at vi ville ha’ det bedre uden hinanden.

Vi ved begge to, at jeg drømmer tegn til mig selv, men når han spørger mig, hvad de her drømme betyder, tør jeg ikke sige det til ham. Ikke endnu …

Skal ikke i Urban (Hvilket er en helt anden og længere historie. Ja, faktisk nærmest et mareridt.)

Når nu man er én af Chefens få yndlinge, så kan man slippe afsted med at ta’ en del pis på ham og sige nogle af de ting til ham, alle de andre ikke tør. Man kan sige, det giver en vis form for magt. Ikke at det er noget jeg har stræbt efter eller nogensinde udnyttet. Indtil i dag.

Jeg tog en chance, der rationelt set var fuldstændigt retarderet. Jeg satsede min rolle som yndling, med den frihed og velvillighed, der nu engang følger med, for at være talerør for mit team. Et team jeg ikke engang føler mig som en del af. Og som jeg føler mig ret overbevist om ikke ville ha’ min ryg, skulle det komme til det.

Jeg fortalte ham, at vi har brug for ros og anerkendelse af vores indsats. At når man ikke får positiv feedback, men masser af personlig (i modsætning til professionel) kritik, så bliver skallen tynd og man ender med at gå i stykker.

At han ofte udtrykker sig på en uhensigtmæssig måde og overfuser folk urimeligt, hvilket gør, at han ikke er en chef man kan komme til, når man har arbejdsmæssige problemer.

At jeg er glad for at han ikke overfuser mig, men at jeg altså hverken er en bedre eller værre medarbejder end alle de andre. (Heller ikke selvom han mener, at jeg skal lade ham om at vurdere det. Ros er dejligt, men jeg vil gerne dele.) 

Og så sluttede jeg af med at sige til ham, at jeg lige synes han skulle tænke over det jeg havde sagt …

I det hele taget var jeg måske nok lidt flabet, selvom jeg serverede det så charmerende og spiseligt som overhovedet muligt.

Men hvad jeg ikke sagde er: “Din kone, min kollega, er i virkeligheden problemet. Hun er roden alle onderne udgår fra. En ulv i kællingeklæder.”

Dét turde jeg alligevel ikke. Men jeg er godt tilfreds med, at jeg turde sige så meget, som jeg gjorde. Og jeg tror faktisk slet ikke, at jeg er færdig …

Skal så meget aldrig nogensinde i Urban!

Når der sker noget mellem os, så sker det hurtigt og voldsomt. På 14 dage er vi gået fra forsigtige bekendelser om tendens til en form for ejerfornemmelser til jalousidramaer af episk karakter.

Min egen jalousi kan jeg håndtere ved at tvinge min rationalitet frem fra gemmerne. Minde mig selv om, at han vælger at være sammen med mig og at kunne vælge anderledes, hvis det var det han ville.

Men hans jalousi gør mig ked af det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere den. Jeg kan ikke engang omgå den, for den har det med at stikke hovedet frem på uforventede tidspunkter. Og det er så uvant, at han nu indrømmer den og lader sig rive med af den.

Men det værste er, at jeg ikke kan finde ud af, om det er udtryk for at vi simpelthen ikke kan rumme eller stole på hinanden eller om det handler om, at vi begge to er sårbare og giver det her en chance?

Jeg kender måske nok min ende af det, men jeg aner reelt ikke, hvad der foregår i ham.

Findes der mon god og dårlig jalousi? Og hvordan kan man kender forskel på dem?

Jeg kommer til at tage metroen den forkerte vej.

Jeg siger sætninger som: “Der er forskel på at forstå og forstå, hvis du forstår, hvad jeg mener?”

Jeg kan ikke slukke for dét der blik, der åbenbart klart fortæller, at jeg er i zonen.

Jeg går ned for at handle og kommer hjem med alle de forkerte varer.

Jeg har en overdreven sansefølsomhed.

Jeg blogger pludseligt en del om sex, selvom det klart har stået på privatlisten førhen.

Det står klart, at jeg lider af et solidt tilfælde af kneppehjerne og der er vist ikke andet at gøre end at vente på, det driver over.

Man kunne overveje, om grænserne ikke er ved at blive lidt udviskede, når:

Fru Moder nærmest insisterer på at invitere Elskeren på kaffe og han stik imod al forventning takker ja, da man bringer invitationen videre.

Han flere gange har givet udtryk for et eksplicit ønske om eksklusivitet og selv lover det samme.

Man selv fik en knude i maven over, at han skulle til fest med en tidligere, men uforløst flamme.

Tillid pludseligt bliver et must.

Han nærmest har været flyttet ind den seneste uge.

Man er ved at gå lidt i panik over, at Fru Moder næppe kan holde sig tilbage fra at spørge om hans intentioner.

Gudskelov man ikke er sådan én, der går med den slags overvejelser … eller noget.

Kunne jeg gøre det om lige nu, så ville jeg hellere være iklædt pailetter og dreje rundt på en træskive, mens en knivkaster med bind for øjnene og et problem med balancenerven i en 1200-hestes brandert skulle kaste 97 knive efter skiven.

Jeg har lovet mig selv og en anden, at jeg vil prøve at ha’ tillid. Det vil blive en kamp for mig, det er jeg ikke i tvivl om. Fortidens syndere kaster lange skygger. Men jeg bliver grebet denne gang, håber jeg.

Jeg tør ikke! Men jeg gør det alligevel. Ikke fordi jeg har lovet det, men fordi jeg inde bag frygten gerne vil kunne det.

*trækker vejret dybt*

Jeg vil.

Det der med at tabe sig en hel masse har nogle spøjse sidegevinster, jeg ikke havde set komme.

For det første, synes jeg selv, at jeg er kommet til at se enooormt gammel ud. De der æblekinder havde altså en vis ungdommelighed over sig. Og hvem kunne vide, at der skjulte sig høje kindben og kinder, der hurtigt bliver hule, inde bag flæsket? Ikke mig, i hvert fald. Og heller ikke Fru Moder, der fik sagt noget i retning af: “Du har jo kindben! Det har vi da aldrig vidst …”

Så er der det der med at kigge ned af sig selv og tænke: “Hallo, bryster? I havde da ikke behøvet at skride!” For ikke at tale om, at den røv man altid har været ked af var kæmpestor (hvilket i tilbageblik var en komplet idiotisk og usand idé i eget hoved, red.) tilsyneladende er flyttet hjemmefra uden at efterlade sin nye adresse.

(”Bryster og røv, kom hjem! I er savnede.”)

Det hænder også stadig en del, at jeg ser mig selv i spejlet og bliver helt overrasket. Det er i øvrigt en meget dyr sidegevinst, der pludseligt koster mere i tøjbudget end et mindre afrikansk lands BNP.

Men det særeste er nu alligevel det der med, at fordi folks billede af én har ændret sig, så synes de, at man har ændret personlighed.

Tilsyneladende er jeg nu en kæmpe flirt. Ja, jeg er faktisk ikke til at styre på ti tønder land. Om det er den 19-årige bebumsede tjener, buschaufføren eller min homoseksuelle, mandlige kollega, så råflirter jeg. Man kan gå så vidt som at påstå, at jeg forsøger at tale bukserne af enhver på min vej, høj som lav, gammel som ung, mand som kvinde.

Nu ved jeg tilfældigvis, at jeg ikke har ændret mig så markant. Jojo, jeg er blevet gladere og mere udadvendt, men jeg er stadig den samme B.

Forskellen er den rolle mine omgivelser tildeler mig. Før var jeg den sjove tykke pige, der fik folk til at grine, når jeg sagde noget. Nu er jeg den charmerende slanke pige, der flirter og får folk til at sende interesserede blikke, når jeg siger nøjagtigt de samme ting!

Der er også masser af fordele. Døre bliver pludseligt holdt, betjening bliver høfligere, sex bliver tilbudt oftere og kvinder er holdt op med at få mig til at underholde deres kærester, imens de lige skal ud og se sig omkring.

Hvis vi ser bort fra de regelmæssige beskyldninger om flirt, så er jeg nu ret godt tilfreds.

Men hvis der er nogen, der har lidt røv i overskud, så bytter jeg gerne - jeg står åbenbart lige og har en del flirt til overs, hvis det var noget?

PS. Den tykke pige indeni bortgives.

Der er stadig en ½ af de famøse snitter tilbage. En slat kaffe i en kop. Duften af sex. Men han er væk igen.

Som jeg vidste, er hans idé om en løsning at stikke af. Skære det svære i vores forhold væk. Lade som om vi ikke har været tæt på hinanden og delt intime øjeblikke. Glemme at vi et øjeblik udenfor tid og sted forglemte os og kom tættere på. Gå tilbage til bare at være venner. Buddies. Makkere. Hi5′ere.

Jeg håber seriøst, at han finder på en anden plan, når han har sovet på det. At det var det sædvanlige drama, vi begge kan skabe ud af ingenting.

I hvert fald kunne jeg da godt komme til at savne det der sex-noget. Jeg kunne nok også komme til at savne ham, for det der venne-noget ser jeg altså ikke lige ske …

Men ved I hvad det værste af det hele er? Jeg er på arbejde og har glemt den sidste ½ hindbærsnitte derhjemme!